Atomkraft er en teknologi med brudte, men farlige løfter. Den faldende kernekraftindustri håber i øjeblikket på klimaændringer som et sidste middel til at redde sin teknologi. I en række lande diskuteres livstidsforlængelser eller nye atomkraftværker, der præsenteres som et alternativ til udvidelse af vedvarende energi.
Det faktum, at atomkraft ikke er i stand til at løse klimakrisen, skjules: Selvom du ignorerer alle de farer, problemer og sociale uretfærdigheder, der er forbundet med den, er den simpelthen for svag, for langsom og for dyr – og dermed hindrer den reelt klimabeskyttelse.
Det tjener primært som en distraktion: Som altid skal atomkraft stabilisere det eksisterende system for at antyde, at noget ville blive gjort for at løse klimakrisen med henblik på, at de reelle løsninger (udvidelse af vedvarende energi, livsstilsændringer eller endda at fjerne dogmet om økonomisk vækst) skal forekomme unødvendige.
Det er også vigtigt, at grupper fra lande uden a-kraft underskriver: At vi i fællesskab modsætter os stemmerne for kernekraft, men også fordi nogle lande selv betaler for atomkraft uden at drive atomkraftværker på deres territorier. EURATOM-traktaten, underskrevet i 1957 og næsten uændret siden da, forpligter alle EU-medlemsstater til at samarbejde og videreudvikle atomkraft. Denne traktat bruges også som en juridisk begrundelse kraftigt at subsidiere atomkraft – og dermed yderligere stoppe vedvarende energi.
Uanset om vi arbejder med kul, gas, olie, uran – vi ved, at vi som en bevægelse ikke kan lade os splitte. Denne erklæring er udarbejdet for at formidle dette til omverdenen.